Jeg har endelig taget mig sammen til at se denne sjove musical, men til jer der overvejer det, må jeg jo lige advare jer: da det er en opvisning der er filmet, er lyden ikke perfekt, men den er stadig det hele værd.
Det er en sjov musical baseret på det vi kender og selvom det langt fra er det bedste skuespil, så kan man få sig en masse grin.
Det er ikke ligefrem det bedste skuespil og der er mange ukendte ansigter, men det er skam helt klart sjovt og det er værd at se også selvom det absolut ikke er de samme der spiller rollerne.
Trailer
Fakta Sprog: Engelsk Netflix: Nej Præmiere: 19. juni 2009 (USA) Tid: 2 timer og 46 min
En af de nyeste askepot historier kommer jeg med her, det er igen kun en der er baseret på historien og ikke direkte taget derfra. Katie Gibbs (Lucy Hale) lever i en træhytte bag det store palæ hvor hendes stedmor, stedsøster og stedbroder bor. Her lever hun for at tjene dem og har en masse pligter, men da de finder ud af hun har et talent for at synge, bliver også det udnyttet. Se hvordan gennem filmen, det er det hele værd og hey, alle kan jo regne ud, at det ender godt til sidst. ;) Endda på en af de bedre måder må jeg indrømme.
Jeg er igen en meget stor fan af denne slags film, men især denne fangede mit blik. Jeg fandt den, da jeg kiggede på Lucy Hale via IMDB for nogle år siden og da jeg så så den, blev jeg rigtig fascineret. Hun spiller rollen super godt og i og med den ikke hænger sammen med den tidligere beskrevede "A Cinderella Story", gør det ikke noget det hele er skiftet ud. Det er en hel ny historie, baseret på den samme idé som disneyfilmen.
Jeg vil klart råde jer til at se den, men her kommer der lige en trailer og de sædvanlige fakta. ;)
En datters mareridt? Ja det kan man da godt sige! Jeg ved jo ikke hvor mange af jer der har mistet en forælder, men jeg har mistet min far og i hele min ungdom giv mine mareridt ofte ud på hvad der ville ske hvis jeg også mistede min mor? Man holdt en masse ting hemmelige, blot for ikke risikere at miste hende også.
Well det er ikke sådan det helt præcist sker for Ariel (Emily Osment), men hun mister sin far over sommeren og står pludselig i en situation hvor hendes mor også kan dø og hun gør alt hvad der står i sin magt for ikke også at miste hendes mor. Jeg kan naturligvis ikke fortælle mere i risiko for at komme til at afsløre for meget.
Det er alt i alt en fantastisk og hjertegribende fortælling, hvor man bliver helt opslugt i filmen og følger den i alle detaljer. Jeg kan virkelig kun anbefale den, men den er absolut ikke for de mindste.
Ja titlen siger måske sig selv, en mand ender med pludselig at være 17 igen som om han har en mission og han udnytter det til at lære sine børn at kende på en anderledes måde. Jeg har ikke meget at fortælle, da det vil afsløre for meget, men jeg synes personligt ikke filmen er særlig god. Jeg synes den er meget langtrukken, for urealistisk og en hel del i den dur. I mine tanker giver det ikke mening at man trækker fantasy kortet og gør én person yngre som den eneste, så skulle det ske som flashback eller mindst to personer. Det er bare ikke mig. Det kan da godt være den fanger andre, jeg synes bare ikke når man starter med at se den, at den giver indtryk af urealisme, men når det her så sker, er det vildt underligt.
Der er efterhånden lavet rigtig mange film baseret på historien om askepot, men de er som regel også det hele værd. Og ja denne film er en af dem jeg bare ser igen og igen, både fordi jeg altid har været fan af to store roller i denne film, men lige så meget fordi jeg synes det er en sød fortælling om hvordan en prinsesse mister det hele men en dag vinder mere og mere tilbage.
Sam (Hilary Duff) bliver behandlet som en sæk lort af hendes stedmor, efter hendes fars død og skal derfor tjene stedmoderen og de forfærdelige stedfædre. Hun arbejder nærmest for dem uafbrudt, når hun ikke arbejder på den Diner, som hendes far også har efterladt dem. Det er på mange måder en fortælling af den rigtige askepot fortælling, bare i en nymoderne tid og uden magien.
Det er lykkedes utroligt godt og den kan kun anbefales.
Jeg er har en personlig interesse i den danske historie og især omkring anden verdenskrig, så selvfølgelig skulle jeg da se 9. april på et tidspunkt og nu kom dagen så.
Som de fleste andre krigsfilm, så er der en masse fyld på, der hvor man ikke har rene fakta om hvad det egentligt var der skete, hvilket som sådan også er fint nok. Det eneste det betyder, er at man hele tiden skal forholde sig kritisk til den. Personligt er det heller ikke det jeg har et problem med, det er mere skuespillet. Jeg synes det virker for opsat og ja, det er det jo også, men forstå mig ret, en god skuespiller får det til at virke som om det netop ikke er opsat. Der er nogle gode skuespillere med og så er der de som jeg ikke ligefrem synes er for gode, men i dette tilfælde tror jeg lige så meget det har noget med instruktøren at gøre. Det virker ikke som om, at man har givet skuespillerne den rette indsigt i episoden, så de kunne få den rette indlevelse. Det er som om man kan mærke på dem, at de ikke kan sætte sig ind i den militærrolle de er blevet stillet, for det er især på dette punkt at det virker helt malplaceret. Scenarierne passer godt nok med det man ved, men det føles bare så kunstigt og sådan plejer jeg bare sjældent at have det med en film. Sedlerne om opråb som blev sendt ned fra himlen og den slags, ja det passer fint, men det virker bare urealistisk, følelsesløst, kedeligt. Det giver ingen mening. Jeg ved godt militæret ikke burde gå i panik, men hvordan kan det være så følelsesløst og kedeligt?
Ud over al denne kritik er filmen i sig selv okay, jeg kunne stadig godt bruge noget mere indlevelse, men der er nogle historisk korrekte hændelser og jeg synes det er fedt at sætte fokus på den indtrængen der var, frem for at vi hidtil kun har snakket om modstandsbevægelsen. Flammen og Citronen har altid været et højdepunkt at snakke om, hvilket i mine øjne i øvrigt er en elendig film og så blev Hvidsten Gruppen for alvor et emne, da der kom en film om den.
Det der mangler nu af danske ting i forhold til anden verdenskrig er blot at vi også laver en hel film og krigens slutning, men det ville igen blive en masse fyld som det er i denne sammenhæng. Måske de bare burde lave en film hvor de kædede det hele sammen fra start til slut? Ja jeg ved det ikke, det er blot det jeg tænker.
Nå, men hvis I skulle have lyst, så kan I jo overveje at se filmen selv og se hvor vidt I er enige med mig.
Okay jeg indrømmer det, jeg startede med at se serien pga. AnnaSophia, hun er virkelig en vidunderlig skuespiller, som jeg har fulgt i en hel del år. Jeg fandt den for nogle år siden, men har først nu taget mig sammen til at se den, fordi den er kommet på Netflix.
Serien løber over midten af 1980'erne og handler om hvad denne Carrie har skrevet i hendes dagbog. Det er alt det drama hun gennemgår og inkluderer lige fra kærestesorger til familieproblemer såvel som spændende muligheder og hårde stunder.
Der sker en hel masse i hendes liv og det er virkelig noget jeg personligt gerne ville have fulgt mere end blot to sæsoner, desværre aflyste de 3. sæson og der kommer altså ikke mere end de to. Det kan dog stadig klart anbefales, at I ser disse to sæsoner, for de er klart det hele værd, selvom man til tider godt kan føle der sker alt det man ikke ønsker skal ske.
